Jeg tror, normalt er den største forhindring i mit liv mig selv.
Jeg er min hårdeste kritiker.
Det tog mig et par år at forlade min “sikre” opgave, da jeg ikke troede, at jeg kunne bevare min egen virksomhed. Jeg troede ikke tilstrækkelige mennesker ville se værdien i mig.
Det er svært for mig nu at se mig selv som forfatter, for at se den værdi, for at acceptere, at andre virkelig kan nyde, hvad jeg må sige.
Det er svært, generelt for folk at træde forbi en bestemt komfortzone.
“Synd mig” tankegang er overalt. Jeg gør et punkt at ignorere det.
Alle mener, at hun arbejder hårdere end alle andre.
Alle mener, at hun er mere fortjent såvel som altid rigtigt.
Der er stor raser derude, en stor dom.
Jeg forsøger at gøre det allerbedste, jeg kan med et åbent sind såvel som et åbent hjerte.
Jeg forsøger at gøre godt.
At give kredit historie til andre.
Acceptere at jeg nogle gange er forkert.
Tag ansvar.
Gøre mit eget liv sket.
Det ser ud til at være den sværeste del med noget, komme forbi min egen selvtillid.
En kompis mindede mig om et Emerson Citat:
“Når du først træffer en beslutning, konstrer verden at gøre det til at ske.”
Det ser ud til at være korrekt.